|
Toke Lund Christiansen har efterhånden en del
trykte udgivelser på samvittigheden. Fælles for de fleste er hans
letflydende causerende stil der gør læsning af hans tekster let og
fornøjelig.
Af Claus Adam Jarløv
Solofløjtenist i Radiosymfoniorkestret gennem mange år – eller
fløjtraversist som han kalder sig – Toke Lund Christiansen har
efterhånden en del trykte udgivelser på samvittigheden. Fælles for de
fleste er hans letflydende causerende stil der gør læsning af hans
tekster let og fornøjelig. ”Fløjtespil i Danmark indtil 1800” er ingen
undtagelse. Titlen kunne antyde et tørt værk, kun for specialister.
Forfatteren har imidlertid klogeligt isoleret sit veldokumenterede
causeri fra tørre facts: data om konkrete fløjtesamlinger er samlet i
nogle faktabokse for særligt interesserede. Stilen er ”lækker” med
elegante illustrationer, sart-grå faktabokse og citater skrevet i
ligeså sart-grå typografi som sætter visse læseres syn på prøve. Der er
tænkt over æstetikken her.
Læseren bliver ikke forstyrret af
ret meget fløjtenørderi, men kan uforstyrret læse om fløjtespillets
historie indtil år 1800 med særligt henblik på Danmark. Forfatterens
betydelige kunnen som fløjtenist, både på den moderne fløjte og
1700-tallets flauto traverso, giver ham en tryghedsskabende autencitet
netop i denne bog. Men forfatteren vil videre end blot fløjtespil – han
vil sætte det i perspektiv. En styrke og en akilleshæl på samme tid.
Efter
en meget hurtig gennemgang af fløjtens første par tusind år går
Christiansen om bord i renæssancen og arbejder sig videre op i tiden og
geografien. Det store pejlemærke er 1700tallets Paris hvor dannede unge
mænd kunne tage hen for at få undervisning af den største af dem alle,
Michel Blavet – hvis de altså havde midlerne til det. Med afsæt i dette
samt en af de andre helt store fløjtepædagoger, tyskeren Johann Joachim
Quantz, trækker forfatteren danske tråde ud i fløjtespillet:
personligheder som Holberg, der var lidt af en multiinstrumentalist
både på fløjten og violinen – ”bedre til at blæse end til at gnide” -
til den sære Moldenit, hvis historie næsten er hele bogen værd, og
videre til Enevold Brandt, der blev henrettet sammen med Struense.
Forinden havde Brandt drevet fangevogterne til vanvid med sit
uafladelige fløjtespil. Underholdende, med interessante nedslag i et
dansk kulturliv som må være læseværdigt for mange flere end blot dem
der holder af at spille og måske endda lytte til fløjten.
Bogen
har mange kildehenvisninger og virker grundigt researchet; dog er der
en del gisninger og gætterier her og der, fx var det nu Frederik den
Stores elfenbensfløjte som Brandt spillede på lige før han fik hugget
højre hånd af, og hovedet med? (p176). Ligeledes er der enkelte
smuttere som når Samuel Pepys staves Pepy (p224) og at resumeet på
engelsk kaldes ”Summarize” i toppen af siderne. Nå, det er vist noget
der kun kan ophidse pedanter. Noget der nok er mindre pedantisk er at
man kan komme i tvivl om hvad forfatterens ærinde egentlig er.
Bogen
er opbygget af 12 kapitler, en sammenfatning, et engelsk resume (hvem
har dog glæde af det?), en sektion kaldt ”registre og
litteraturlister”, et sæt noter og afslutningsvis et personregister. En
tilsyneladende overvældende akademisk grundighed der kunne antyde at
bogen er tiltænkt studiebrug. Det står i kontrast til bogens lette,
causerende stil med anekdoter og sjove vinkler. Bogen kan derfor
forekomme noget rodet. Som akademisk studiebog mangler teksten desuden
et ordentligt fokus: forfatteren lover at der er tale om fløjtespil
indtil 1800 i Danmark. Det løfte holder han nu ikke helt: vi når ikke
faktisk ikke væsentligt længere end 1775 og får således ikke en vigtig
fransk fløjtekomponist med, som mangt en fløjtespillende dansker fra
tiden må have stiftet bekendtskab med omkring 1800: Francois Devienne,
en af Mozarttidens store fløjtenister. Faktisk handler bogen ligeså
meget om fløjtespil uden for Danmark, hvilket er meget naturligt da
langt hovedparten af bogens aktører blev uddannet i Paris og Berlin. En
væsentlig del af bogen har således ikke fokus på Danmark, ej heller på
fløjtespillet som sådan. Snarere er der passager – læseværdige
historier – der synes at drive væk fra selve det tema som titlen
anslår. Ironisk nok er denne mangel på stringens også det der gør bogen
værd at læse for andre end fløjtefolket.
”Fløjtespil i Danmark
indtil år 1800” kan på trods af mine kritiske bemærkninger varmt
anbefales som en appetitlig, vedkommende og letlæst indføring i et
stykke danmarkshistorie som jeg tror de færreste ved ret meget om.
Bogens titel antyder en efterfølger: fløjtespillet efter år 1800 – en
tid hvor den næsten danske Kuhlau berigede fløjtelitteraturen med en
mængde værker, alle indspillet af forfatteren selv.
Toke Lund Christiansen: Fløjtespil i Danmark, L&H
FACTS&FICTION 2007, 265 sider inkl.. engelsk resume, register og
litteraturliste samt noter. Bogen erhverves på Musikmuseet, i
bogladerne og kan desuden bestilles online på www.lhpublishing.dk/flojte.
« Tilbage til Boganmeldelser
|
|
