Klingende død og evighed
|
27-06-11 Eva Marie Jensen har i bogen ’Død og Evighed i Musikken 1890-1920’ beskrevet hvordan komponisterne i denne periode, hvor Gud blev erklæret død, og kirken mistede sin betydning, påtog sig opgaven med at give svar på livets store spørgsmål. Af cand. mag. og journalist ved Kristeligt Dagblad Eva Hvidt Hvordan lyder døden og evigheden hos Gustav Mahler, Richard Strauss, Edward Elgar og Arnold Schönberg? Dette omfattende emne har musikforskeren og organisten Eva Maria Jensen sat sig for at undersøge i sin ph.d.-afhandling, der blev forsvaret ved Institut for Kirkehistorie i København og nu er udkommet som en læseværdig bog. Bogen behandler fortrinsvis musik komponeret i tiden mellem 1890 og 1920. En broget tid, der her er sammenfattet som symbolismens årtier. I den periode kom en række store 'metafysiske' musikværker til verden. Det var desuden en tid, hvor den ellers så altdominerende dur-mol-tonalitet var under opløsning. Og det var årtier, hvor der blev bygget berømte koncertsale, større og mere sindrigt udformede, end man hidtil havde oplevet det. Sammenholder man disse kunstneriske omstændigheder med tidens mest brændende eksistentielle spørgsmål, åbner det for nogle spændende tolkninger af musikken og den måde, den bliver brugt på. Det mest opsigtsvækkende i denne sammenhæng er den stigende sekularisering af samfundet; skarpest formuleret i Nietzsches vision om, at Gud er død. Parallelt med denne sekularisering i Vesten spirede en ny form for sakralisering af musikken frem. Værkerne blev større og mere omfangsrige, og de formidlede i højere grad imaginære eller 'uudsigelige' budskaber. Publikum lyttede mere andægtigt og ventede omhyggeligt med bifald, til musikken var klinget helt ud. ’Kunstværket blev det sted, hvor det moderne menneske kunne heale tabet af den metafysiske dimension, som faldt bort sammen med den religiøse fortolkningshorisont’, skriver Eva Maria Jensen. Komponisterne havde kort sagt påtaget sig en enorm opgave, som de knap kunne løfte. Kernen i bogen er en analyse af ligheder og forskelle i den måde, komponisterne greb opgaven an, og hvilke konsekvenser det havde. Det religiøse i musikken Flere åndelige, nyreligiøse strømninger havde også markant indflydelse på tidens videnskabelige og kunstneriske bevægelser, ikke mindst teosofien og antroposofien, som dannede inspirationskilde for adskillige komponister. Richard Wagner, der fik umådelig stor indflydelse på sin samtid og eftertid, udviklede på sin egen facon en hel kunstreligion, en slags blanding mellem kristendom og hinduisme, hvilket i musikalsk forstand kom tydeligst til udtryk i operaen Parsifal. Dertil kom, at 1800-tallets romantiske kunstteori længe havde anset musikken som den kunstform, der bedst kunne udtrykke det uudsigelige. Himmel og helvede Skiftende visioner af himmel og helvede genfindes også i mange forskellige musikværker. Gustav Mahler kredsede om døden – eller snarere sorgen over døden - i alle sine værker. Det var, som om han søgte en løsning på dødens og sorgens altoverskyggende problem og for hvert værk fandt nye former for løsninger og transcendens. I 3., 4. og 8. symfoni finder man eksempler på hans barnlige himmelvisioner. I slutningen af 2. og 8. symfoni høres den store apoteose iklædt pompøse klange, vokale indslag og liturgi-lignende tekster. Evighedsvisionerne finder man ikke mindst i den smukke slutsang, 'Der Abschied' i 'Das Lied von der Erde', der til sidst klinger ud ganske langsomt og svævende på ordet 'ewig'. I sammenligning med Mahlers overvældende oevre synes analysen af Richard Strauss’ meget konkret tonesatte symfoniske digt 'Tod und Verklärung' mindre væsentlig. Ikke mindst fordi Richard Strauss i sine mange andre elegante værker var optaget af meget andet end død og evighed. Edward Elgars oratorielignende værk, 'The Dream of Gerontius', der er meget populært i England, men kun sjældent opføres herhjemme, kredser ligesom Mahlers 2. symfoni om kristne symboler. Hos Elgar i en indirekte dialog mellem katoliscisme og protestantisme. I Mahlers 2. symfoni, 'Opstandelsessymfonien', finder den jødisk-katolske komponist de forløsende ord i den protestantiske salme af Klopstock, 'Aufersteh'n, Aufersteh'n', som danner finalen af symfonien. I Schönbergs 'Die Jakobsleiter' synes valget af emne at hænge tæt sammen med komponistens udvikling af tolvtone-teknikken. Meget tyder på, at komponisterne i deres beskæftigelse med de store metafysiske spørgsmål blev presset ud i stadig nye udtryksformer og kompositionsteknikker og til forkastelse af den hidtil gældende æstetik. Noget lignende kan ses i billedkunsten, hvor metafysikken blev et direkte incitament til udviklingen af den abstrakte kunst. Filosofi med musikalsk afsæt En anden indvending er, at perioden naturligvis også rummer andre åndelige strømninger, politiske som videnskabelige og kunstneriske. Siegmund Freuds introduktion af psykoanalysen fik bl.a. en meget kraftig virkning, ikke mindst blandt kunstnere. Eva Maria Jensens favntag med koncertsalsmusikken set ud fra et teologisk synspunkt er alligevel en flot præstation. Stoffet er overskueligt og systematisk fremlagt; det er som at læse en filosofisk udredning, blot med musikalske elementer som byggesten. Afhandlingen kan sammenlignes med nogle af de store undersøgelser af lignende fænomener, der er lavet inden for litteratur og billedkunst. |
"Meget tyder på, at komponisterne i deres beskæftigelse med de store metafysiske spørgsmål blev presset ud i stadig nye udtryksformer og kompositionsteknikker og til forkastelse af den hidtil gældende æstetik.""Noget lignende kan ses i billedkunsten, hvor metafysikken blev et direkte incitament til udviklingen af den abstrakte kunst."
|
