|
Alle børn er født med en spontan musikalitet, som kan være til glæde hele livet igennem.
Af Birgitte Antonius
Alle
børn er født med en spontan musikalitet. En musikalitet som kan være
til glæde hele livet igennem. Dette er grundlaget for bogen ”Barnet og
musikken” som opfordrer til at bruge musikken som et meningsfyldt
samvær mellem den voksne og det lille barn. Forfatteren Inge Marstal er
tl daglig professor i musikpædagogik på Det Kgl. Danske
Musikkonservatorium og har udgivet mange lærebøger om musikmetodik.
”Barnet og musikken” er dog ikke en decideret undervisningsbog, men
mere en række reflektioner over små børn og musik.
Den
grundlæggende holdning er at barnet er mest modtagelig i sine første
leveår. Derfor skal fundamentet for at kunne lære senere i livet,
lægges i de første leveår. Faktisk kan man påvirke barnet allerede fra
fostertilstanden ved at synge for det. I det hele taget er sang en
vigtig faktor for barnets musikalske udvikling. ”Det at synge rører ved
os på en ganske bestemt måde. Vi mærker, at vi er levende og har en
sjæl(....) Børn, der synger, får selvtillid, bliver åbne, tillidsfulde
og lydhøre,” skriver Inge Marstal i afsnittet om sang.
Hvad vil
det sige at være musikalsk? Mange opfatter musikalitet som det at synge
rent eller spille på et instrument. Men ifølge bogens forfatter og
andre forskere er musikalitet et vidt begreb som rækker langt ud over
selve musikken. Her opfattes musikalitet som noget der kan udvikles
afhængigt af stimulation og vækstbetingelser. I dag er mange enige om,
at musikalitet er noget, der udvikles. I første omgang af miljøet, i
senere gennem kvalificeret undervisning. her har forældre og pædagoger
et medansvar, for de er med til at vælge det musikalske sprog som
barnet vokser op med.
Et andet emne som Inge Marstal tager grundigt
fat i, er støjniveuaet I mange institutioner udsættes børnene for
kraftig støj, og vænner sig til at råbe højt. Det gør ondt både psykisk
og fysisk, og børnene har ikke altid mulighed for at sige fra overfor
støj. Igen skal de voksne give barnet mulighed for nogle stille stunder
alene, som kan hjælpe med at samle tankerne.
Desuden kan man læse
om emner som musik og intelligens, bl.a. Mozart-effekten, tanker om
musikundervisning for de mindste og musikkultur. Bogen er velegnet til
både småbørns-forældre og pædagoger, samt alle andre der omgås børn i
det daglige. Den er ikke en praktisk vejledning i musik og børn, men
giver noget at tænke over. Specielt over emner som vedrører dagligdagen
med småbørn. Bogen sætter sammenhængen mellem barnet og musikken i et
lidt større perspektiv.
Inge Marstal: Barnet og musikken
Hans Reitzels forlag (175 sider, pris 225 kr.)
« Tilbage til Boganmeldelser
|
|